≡ Menu

At føle sig GODT vs BEDRE tilpas

5-Føle sig bedre tilpasI lang tid troede jeg, at loven om tiltrækning mest af alt handlede om at føle sig god tilpas hele tiden. Og at jeg var nødt til at føle mig godt tilpas hele tiden, for at kunne opnå det, jeg ønskede.

Og når jeg så ikke følte mig godt tilpas, troede jeg, at jeg havde gjort et eller andet forkert.

Så min lettelse var stor, da det på et tidspunkt gik op for mig, at det ikke så meget handler om at føle mig godt tilpas, men snarere om at finde en måde at komme til at føle mig bedre tilpas i forhold til hvor jeg er lige nu.

Og det er noget ganske andet!

Dagen lang tager vi beslutninger, gør en masse ting, undlader at gøre ting, tænker en masse tanker, er i forbindelse med andre mennesker, osv., osv. Og det får os alt sammen til at føle på en bestemt måde.

Meget forenklet kan man sige, at noget af det får os til at føle os godt tilpas og noget af det får os til at føle os dårligt tilpas. Og så er der selvfølgelig en masse nuancer inden for godt og dårligt.

Og dagen lang gør vi hele tiden vores bedste for at finde måder at komme til at føle os bedre tilpas ud fra, hvordan vi føler os tilpas lige nu og her. Vi er som regel bare ikke opmærksomme på dette og gør det derfor ubevidst.

Lad mig komme med nogle eksempler:

  • Hvis man fx føler sig deprimeret, vil det at tænke på noget som får en til at føle sig vred få en til at føle sig bedre tilpas, fordi vrede føles bedre end depression (i hvert fald for de fleste). At føle sig vred føles måske ikke godt, men det føles bedre i forhold til hvordan man følte inden.
  • Hvis man føler vrede, vil det at gøre noget eller tænke på noget, som får en til at føle sig frustreret, få en til at føle sig bedre tilpas, fordi frustration føles bedre end vrede (for de fleste), selv om det ikke føles godt at føle sig frustreret.
  • Hvis jeg føler mig frustreret over noget, min 14-årige teenager gør (eller ikke gør!) og jeg råber ad hende, får det mig til at føle mig bedre tilpas lige mens det står på – også selvom det ikke føles godt bagefter!

Uanset hvordan vi føler os tilpas, prøver vi hele tiden at finde en måde at komme til at føle os bedre tilpas på. Og det er slet ikke det samme som hele tiden at prøve at komme til at føle os godt tilpas!

For mig har denne indsigt gjort en stor forskel. Det har ligesom taget lidt af presset af. Det betyder nemlig at:

  • jeg ikke behøver føle mig godt tilpas hele tiden (pyha, sikke en lettelse)
  • jeg bare kan gøre mit bedste for at komme til at føle mig lidt bedre tilpas
  • jeg ikke behøver at være så hård ved mig selv, når jeg ind imellem kommer til at gøre noget, som går ud over andre (det var måske den eneste måde jeg i det øjeblik kunne komme til at føle mig bedre tilpas, så det har i virkeligheden ikke noget med dem at gøre)
  • jeg ikke behøver at tage det så tungt, når andre gør noget, som går ud over mig (det var måske den eneste måde de i det øjeblik kunne komme til at føle sig bedre tilpas, så det har i virkeligheden ikke noget med mig at gøre).

Der er ikke nogen følelser, som er “forkerte”. Men vi kan altid prøve bevidst at finde en anden tanke eller gøre noget andet, som vil få os til at føle os bare lidt bedre tilpas end vi gør lige nu og her. Og som med alt andet bliver det lettere og lettere jo mere vi øver os på det.

Comments on this entry are closed.

  • Charlotte September 24, 2014, 22:37

    Dejligt, lige hvad jeg havde brug for :)

    • Pernille September 24, 2014, 22:53

      Skønt at du fandt det her kæreste :-)